Keep your cool

Udgivet af Trine Thorendal

Det man ikke ved, ja det ved man jo altså ikke. Og selvom jeg her til eftermiddag er meget tæt på at komme til at slå mig selv i skallen over noget jeg har gjort….eller først har gjort nu, så hjælper det mig jo ikke rigtig vel. I virkeligheden burde jeg bare danse rundt i stuen af begejstring. Det er egentlig også sjovere. Sagen er nemlig den, at jeg for to dage siden modtog en ny topmadras, som jeg havde købt i sidste uge. En kølende topmadras for det ikke skal være løgn. Og det skulle jeg da have gjort for utrolig længe siden. Men jeg anede ikke, at den ville gøre så stor en forskel.

 

Inden du læser videre og tænker, gad vide hvem der betaler hende for at tale så pænt om den madras, vil jeg bare lige understrege, at det er der ingen der gør. Både her på bloggen og i den kommende e-bog gennemgår jeg en masse forskellige produkter jeg har prøvet af 100% for egen regning. Derfor er jeg også 100% ærlig, når jeg giver dem en tommel op eller ned.

Tilbage til min nye madras.

Mange år med dårlig søvn

Særligt det sidste år, har jeg læst alt hvad jeg har kunne komme i nærheden af omkring søvn og søvnkvalitet. Bøger, artikler, personlige beretninger og forskning. Efter vanvittig mange år med dårlig søvn, satte jeg mig ved årsskiftet for, at 2018 skulle blive året, hvor jeg lærte at sove ordentligt. Forinden havde jeg allerde gjort en hel masse, men intet havde gjort den helt store forskel. Jeg selvmedicinerede med antihistamin for at sove, og indimellem rødvin, for nu at være helt ærlig. Velvidende at det naturligvis ikke var vejen frem. Men man bliver træt af ikke at sove. Som i virkelig virkelig træt helt ind i cellerne. Livslysten pisser ud af en og det kan være svært, at træffe de bedste beslutninger for en selv – hele tiden ihvertfald.

Men nå, nu er vi altså her, hvor jeg sover godt på 7. måned. Og halleluja det er fantastisk. Sikken en forskel det gør. Og det er lige præcis det, jeg gerne vil dele med dig her på bloggen og i den kommende e-bog og alt hvad jeg kommer til at lave fremadrettet i forhold til søvn. Jeg er nemlig hooked. Jeg synes søvn er så mega interessant. Og jeg synes det er vanvittigt, at vi ikke taler mere om det. Halvdelen af alle voksne danskere har søvnproblemer, og alligevel hylder vi – bevidst eller ubevidst – dem der “ikke har brug for” søvn. Dem der bliver længere på jobbet. Dem der står op kl 5. Dem der rejser gennem 7 tidszoner og stadig ser skide godt ud når de lander.

Søvnen må komme først

I skolesystemet underviser vi vores børn i kost, motion, sex, rygning og stoffer. hvilket jo selvfølgelig er rigtig fint. Men hvad med søvnen? Når man nu i dag ved, hvor vildt vigtig den er i forhold til indlæring, helbred og relationer. Faktisk langt vigtigere end alle de førnævnte. For sover man ikke nok, spiser man lettere forkert, har ikke overskud til motion, fertiliteten samt libidoen ryger, og vi bliver langt lettere afhængigheder af stimulerende stoffer på den ene eller anden måde. Søvnen kommer før alt – alt –  ALT – blev der sagt – andet.

Nå, ja det var også lidt et sidespor væk fra min nye madras. Sorry.

Døgnrytme og kernetemperatur

Det korte af det lange er, at din døgnrytme og din kernetemperatur er tæt forbundet. I løbet af aftenen, falder din temperatur helt naturligt. Du kender det sikkert godt, at du måske begynder at fryse lidt når du mærker trætheden komme snigende. Din temperatur falder langsomt ind til de tidlige morgentimer, hvor den langsom stiger igen, ind til den vækker dig, og et nyt temepraturdøgn kan begynde.

Du kan tricke din krop til at blive mere afslappet og træt om aftenen, ved at tage et varmt bad. En times tid eller to efter, vil du mærke din temperatur falder, og du bliver mere døsig. Det er smart nok.

Omvendt, kan den seng eller det sengetøj eller det nattøj du sover i, også gøre dig for varm – og dermed tricke din krop til at tænke: hey det er morgen, vi skal ud af fjerene… Det er præcis det der sker, hvis du vågner om natten og mærker du sveder. Og det vil vi jo gerne undgå ik? Eller jeg vil ihvertfald.

Min gode gamle seng

Jeg har en møghamrende gammel seng. Men fordi jeg snart skal flytte, har jeg udskudt at købe en ny, før jeg ved hvor jeg skal flytte hen. Jeg har læst om de her nye materialer der laves senge af, som er bedre til at regulere ens temperatur, men jeg har bare aldrig rigtig tænkt over, at min søvn var påvirket af den seng jeg har nu. Det er faktisk utrolig ubegavet, at jeg ikke har lagt to og to sammen tidligere, for jeg har altid tænkt, at min seng var virkelig varm. Suk. Men er altså ikke nået frem til, at DET kunne have en betydning for min søvn. Jeg har bare sovet med mindre over mig og med gennemtræk eller ihvertfald masser af frisk luft og et køligt soveværelse.

Vågner varm og tørstig

De sidste par uger, har jeg så bidt mærke i, hvor ofte jeg er vågnet om natten og har været tørstig. Jeg har også svedt meget. Ikke på hedeture-måden. Jeg er ikke kommet i overgangsalder endnu. Jeg har bare været meget hot hot om natten, sådan hele tiden. Langsomt er lyset dæmret for mig, at der måske kunne være et element der, jeg også skulle kigge på. Det her med min varme seng og kvaliteten af min søvn.

Det skal siges, jeg har gjort 7 millioner ting for at forbedre min søvn. Det er det der kommer ud i e-bogen. Så min nuværende gode søvn handler ikke alene om min nye madres.

Men hold nu op hvor gør den en stor forskel. Da jeg købte den topmadras jeg havde før, valgte jeg en med naturfyld. Synes latex lød som plastik, og tænkte, at det kunne da ikke være rart. Nej, lad mig få noget uld og bomuld eller hvad den gamle nu var lavet af. Den nye her er af latex. Den er lavet med det ene formål, at lede varmen væk fra kroppen og holde mig køligere om natten. Der er kun en ting at sige, og det er: at det virker!!! Som i helt vildt virker.

Kølig ikke kold

Det er jo ikke sådan at jeg ligger og får forfrysninger i ballerne af at ligge på den. Eller jeg på nogen måde føler mig kold. Men jeg mærker tydeligt, at min temperatur er en helt anden end den var på den gamle.

Jeg sad jo så og trippede som en anden lille våd hundehvalp efter at komme i seng lørdag aften, da jeg havde rullet den nye madras ud. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. I virkeligheden forventede jeg nok at blive skuffet.

Det blev jeg ikke. Jeg tracker min søvn ret intensivt. Og holder meget (måske liiiidt for meget) øje med alle tal og grafer. Nu har jeg sovet med madrassen to nætter. Begge nætter har jeg været vågen færre gange. Jeg har ikke været tørstig eller varm, når jeg har været vågen. Jeg har været 8 % mere i REM søvn og 6 % mere i dyb søvn – som er de to søvnstadier der kan sige mest om kvaliteten af ens søvn. Jeg har bevæget mig fra at ligge i den lave ende af normalen for tid brugt i henholdsvis REM og dyb søvn, til at ligge i toppen. Og det mærkes i den grad hele på energien gennem hele dagen. Bare på grund af en skallet madras. Hvem skulle ha troet?

Er du for varm om natten?

Min opfordring til dig er, at prøve at lægge mærke til, om du vågner og er varm – for varm – og tørstig, hvis du lige som jeg, er…eller måske var…sådan en der vågner flere gange i løbet af natten. Prøv at læg mærke til om underlaget i din seng føles varmt eller neutralt. Hvis du opdager, at der nok er noget med den varme der, så kan jeg på det “varmeste” høhø…anbefale dig at undersøge om det måske var tid til en ny kølende topmadras. Jeg er fan ihvertfald.

Den jeg har købt kostede 2500 kr og den er købt her hos Søvn & Comfort Jeg har kun købt en ny topmadras. Når jeg er flyttet og skal have en ny seng, vil jeg købe en af de kølende senge også. Men det må altså lige vente, og jeg har som sagt fået vildt stor glæde af bare at skifte topmadrasen. Og jeg er stadig ret hot om natten, hvis jeg selv skal sige det. Det er bare på en mere cool måde….eller noget 🙂

 

 

 

Kategorier: Udstyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *